Annelise & Axel

Kære Alle.

Næste hjemmeophold ligger lige om hjørnet, så vi vil få mulighed for at møde mange af jer hen over de næste tre måneder. Disse nyhedsmails ligger stille imens. Maj bliver den store mødemåned for os. Næsten kun i Jylland.

 

De sidste uger har givet en god afrunding af denne periode for os, og der er sket mange glædelige ting. Nogle særlige højdepunkter kan nævnes:

Der har været konference for alle LM-udsendte her i Siem Reap. Vi var 23, heraf fem børn. Der var tre gæster fra Danmark. Det er altid inspirerende, når nogle hjemmefra kommer og holder timer for os og ser vort arbejde med friske øjne. Men det var også dejligt at være sammen med hinanden som LM-udsendinge fra to steder i landet. Særligt glædelig var den gode stemning oven på en tid med en hel del vanskeligheder af arbejdsmæssig og anden art, som har tæret på kræfterne i fællesskabet.

 

En anden meget glædelig begivenhed fandt sted i Phnom Penh denne uge. Der var dåb af 8 og konfirmation af 6 unge fra de to kollegier for universitetsstuderende, som vi er involverede i via bestyrelsespost, venskab og gensidige besøg. Det var disse unge, der var på weekend hos os af to omgange sidste år. De er 40 ialt, så det var ca 1/3 af dem, der ønsker at leve deres liv med Jesus. De havde bedt Axel døbe og konfirmere, og det gjorde han med stor glæde. Andre er allerede kristne. Der er fuld frihed til ikke at være kristen som beboer. Men de får at se hvor rigt livet er, når man lever med Jesus, og det gør indtryk.

 

En tredje sag, som giver os megen glæde er at have familien Jacobsen her. De kom en uge ind i januar, og vi har været meget involverede i den proces det er, at de bliver “plantet om” til de nye forhold. Vi glæder os over det vi ser: Trivsel og positiv tilgang til det, de møder.

 

Vi bor ned ad en sidevej i et lille samfund, som mest udgøres af en stor familie. Der er bryllup i disse dage. Vi er inviteret med til at deltage i alle dele af den halvanden dags næsten uafbrudte fest. Vi glæder os over at de tænker, at vi hører med, selv om vi er så forskellige fra dem. Vi går til og fra festen så meget vi har lyst og energi til, og føler os godt tilpas.

 

Godt tilpas! Det er det, vi er, med liv og arbejde her. Vi glæder os til at genoptage denne tilværelse i slutningen af juni, og glæder os til mange gode samvær indtil da i Danmark.

 

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.